E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
02 Mar 2013 15:58
Forfatter
Jens Olsen

Fra hæftet "Sandheden tro - om forkyndelsen i dag."
Artikel af Jens Olsen.
(Som pdf-fil her.)


Mennesket tænker altid forkert om Gud 
Det religiøse i menneskets natur er en side (og vel den væsentligste) ved dette, at mennesket er skabt i Guds billede. Det er menneskets naturlige religiøsitet, der sætter det i stand til at erkende Guds eksistens og at have et personligt forhold til Ham. Gud skabte dog ikke mennesket således, at det ikke kunne andet end at søge ham, men således, at det frivilligt kunne binde sin vilje til ikke at ville andet end Guds vilje. Ved syndefaldet blev mennesket forledt til at løsrive sin vilje fra Guds vilje til at ville sig selv, og derved blev også menneskets religiøsitet vrangvendt, så mennesket blev sit eget religiøse centrum. 

Det er derfor så afgørende at gøre sig klart, at når synden er trængt igennem til hele den menneskelige natur, så gælder det også den religiøse side. Vi farer altså vild, hvis vi i vore tanker om Gud og i vort Guds-forhold i det hele taget lader os lede af vor naturlige religiøsitet. Sand viden om Gud og ledelse til et sandt Gudsforhold (dvs. under Guds nåde) får vi alene i og gennem Den hellige Skrift; men vi farer også let vild, hvis vi tager en sandhed fra Skriften og bygger videre på den ved brug af vor logik og vor religiøsitet. 

Mennesket tænker altid forkert om Gud! Både vor logik og vor religiøsitet fører vild i det stykke. Når vore studier i naturen lader os forstå, at naturfænomenerne i den skabte verden sprænger logikkens rammer, hvor meget mere da ikke Skaberen selv. Og også alle vore religiøse tanker om Gud er forkerte, fordi vor religiøsitet er i syndens vold. 

Derfor må vi hente vor viden (og ikke bare en vis inspiration) om Gud, både hans natur og hans gerninger til frelse, ét eneste sted: i Den hellige Skrift. Og bemærk i den forbindelse: Her som altid gælder det: Skrifttroskab er ikke knyttet til enkelte skriftsteder, men til hele Skriften. Guds Ord er, hvad der står skrevet og hvad der også står skrevet. Luthers kendte princip for Bibel-tolkning - "at lade Skrift tolke Skrift" - beskriver han selv omtrent sådan: "Man ved først, hvad Bibelen siger om en sag, når man har læst og sammenholdt alt, hvad der står i Skriften om denne sag". 

Når vi skal tale om almenreligiøsitetens farer, er det nærliggende til en begyndelse at forsøge at pege på nogle træk, der er karakteristiske for den almindelige, menneskelige religiøsitet. Grundtrækkene er de samme i alle religioner og kulturer, for de er frugter af menneskets faldne natur; men vi skal prøve at pege på nogle af de former og udtryk, der kendetegner almenreligiøsiteten, sådan som den ytrer sig indenfor rammen af den kristne kirke: 

Religiøsitetens Jesusbillede 
Den fromme religiøsitet (som Jesus kalder hykleri, fordi den ikke ser sandt på sig selv), kan nok respektere Jesus som lærer, religiøst ideal, profet, moralist, en særligt Gudbenådet mand - og den kan have brug for ham og elske ham som ven og rådgiver og vejleder, og som den, der giver nærhed og tryghed. 

Men den vil ikke vide af eller have noget at gøre med Jesu stedfortrædende offerdød (dvs. en personlig stedfortræder) og soning for synden (dvs. den personlige synd). 

Religiøsitetens Gudsbillede 
Almenreligiøsitetens Gudsbillede kan beskrives omtrent sådan: Gud er god - han er villig, ja, ivrig efter at tilgive synd. Derfor bliver han glad, ja, måske endda smigret, hvis et menneske vender sig til ham og beder om tilgivelse. 

Men - at Guds vrede er over al synd og ugudelighed - at Gud lod al min synd ramme Jesus og således udøste sin vrede over ham for at kunne være nådig mod mennesket - at Guds kærlighed ikke umiddelbart er over mennesket, men at Guds kærlighed er i Kristus, og med ham som mellemmand - og at det alene skyldes Guds nådige indgriben i et menneskes liv, at det får kaldet og omvendelsens mulighed, og endog at det vil omvende sig; - det vil den ikke høre tale om! 

Det er karakteristisk for almenreligiøsiteten, at den taler om Guds kærlighed til mennesker som noget, vi alle ejer umiddelbart, fordi vi er mennesker. Men når Jesus siger: "således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn ... " (Joh.3,16), så betyder det ikke bare, at dette viser hvor højt Gud elskede verden, men det betyder først og fremmest, at her ser vihvordan Gud elskede verden. I Jesu Kristi forsoningsdød på Golgata er et menneske under Guds kærlighed - og kun der. Vi kan samle den bibelske lære om Guds kærlighed således (selvom det ikke er et direkte bibelcitat): 

Den, der har Sønnen har livet, og Guds kærlighed bliver over ham; men den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet, og Guds vrede bliver over ham. 

Religiøsitetens syndsbillede 
Almenreligiøsiteten betragter synd som fejl og mangler, "noget dumt noget, man fik gjort", en sygdom i sjælen, en større eller mindre brist i den gudsskabte og gudbilledlige natur. Synd er derfor noget, man gør, tænker eller siger, på trods af det, man egentlig inderst inde vil. 

Men: den fornægter, at synden er blevet det dybeste, inderste og mest egentlige i menneskets natur - trængt igennem, så Guds-billedet er blevet så forvrænget, at menneskets inderste trang og higen ikke er efter Gud, men efter mennesket selv ­og at når mennesket synder, handler det efter sin natur. 

Jeg vil gerne i den forbindelse anføre et par korte citater fra Aksel Valen-Send­stads bog "Farvel til religionen". 

"Religiøsiteten vil altid være kendetegnet ved, at den omtolker sand­heden om menneskets synd og skyld og oprør mod Gud. Synd, javel. Men ikke syndenatur. Fejl og mangler, javist. Men ikke nogen forvrængning af gudsforholdet eller viljen " (s.79).
Og
"Når vi ikke har fået et åndeligt klarsyn for, hvor grundlæggende og radikalt synden har grebet fat i vor natur og helt igennem bestem­mer over os, kan vi heller ikke have åndeligt klarsyn for, hvor stort og hvor totalt afgørende evangeliet om Guds nåde er" (s.74).

Hvad religiøsiteten lægger vægt på 
*Alle mulige kristelige og kirkelige aktiviteter. 
*At værne moralen og rejse institutioner, der bygger på det kristne menneskesyn. 
*Varme og gode fællesskaber, hvor mennesker føler sig accepteret og omsluttet.
*Følelser. Når man beder, gælder det ikke bønnen som sådan, men hvad man føler og oplever under bønnen. Når man læser i Bibelen, er det ikke for at blive oplyst og overbevist om, hvad der står skrevet, men man er optaget af, hvad man føler og oplever, og hvilke tanker man får, når man læser i Den hellige Skrift. 

Men: Det eneste, der er Guds sande åbenbaring til frelse - det ene fornødne, som Guds ord taler om, det er man overfladisk og ligegyldig overfor. 

Spørger man sådanne religiøse mennesker, om ikke ordet om korset, Kristi soningsdød for vore synder, er vigtigt, så får man som svar (og tonefaldet afspejler dyb undren over et sådant spørgsmål), at det jo selvfølgelig er det vigtigste (!) men alligevel er det hele tiden alt det andet, man taler om! 

Lad mig også her citere lidt fra Aksel Valen-Sendstads bog "Farvel til religionen":

"Kristne mennesker bliver så engagerede i "positive" aktiviteter, at de ikke lægger mærke til, at det, de bruger deres tid på, ikke drejer sig om det ene nødvendige, og hvad det hele drejer sig om for en kristen. Forkyndelsen genspejler også denne skade. Den tager sit udgangspunkt i mennesket, og hvad det tænker og føler, og bliver så ved det. Den fromme snak og den tomme religiøse kliche- og slag­ordsprædiken træder i stedet for en fordybelse i Guds Ord og proklamationen af evangeliet. Kristi kors er som "Kanaans sprog", ler ligesom ikke passer til det moderne menneske. Det skærer i ens øren. Og de fromme religiøse er tilfredse med at høre denne udvandede snak, for de har mistet sansen for, hvad Guds Ord lærer os og vil os. De vil netop have det, som tilfredsstiller deres religiøse overfladiskhed og ligegyldighed i deres forhold til Gud" (s.74-75).

Vi kan kort opsummere, at det grundlæggende kendetegn for almenreligiøsiteten er, at den har sig selv - mennesket - som udgangspunkt og centrum. 

Og dog: forsøger vi at beskrive almenreligiøsiteten ved konkrete træk, så er det, som om den smutter ud mellem fingrene ligesom våd sæbe; den omskaber sig en for at unddrage sig Skriftens afsløring. Derfor er det bedre at pege på dens modsætning: Den forkyndelse, der kasserer al menneskelig religiøsitet og alle menneskets gerninger, og som alene forkynder Kristi kors, Kristi forsoning som eneste grundlag for frelse og tro - blodets evangelium alene! 

Bibel tolkning 
Med et af Aksel Valen-Sendstads udtryk kan vi sige, at en almenreligiøs bibeltolkning kan kendes på, at "evangeliet ikke er tolkningsnøgle til bibel­teksten". 

Lad mig forsøge at illustrere, hvorledes en bibeltekst på den måde kan udlægges almenreligiøst. Det drejer sig om Matt 18,21-35 - lignelsen om den gældbundne tjener. 

Den almenreligiøse tolkning tager sit udgangspunkt i, at vi, som har fået så meget tilgivet, også må kunne tilgive vore medmennesker - og da især vore med­kristne - det lidt, de forsynder sig imod os. Tyngdepunktet lægges på en beskrivelse af, hvad vi bør (eller måske snarere burde) gøre, og prædikenen munder ud i en stærk appel og opfordring til alle kristne om at have et tilgivende sind. 

Men i virkeligheden er det jo ikke sådan, denne lignelses pointe skal forstås. Læses den i lyset af hele NT og med evangeliet (dvs. ordet om Kristi kors) som tolkningsnøg1e, så ser vi, at det, denne tekst beskriver, er en ussel synder, skyldig overfor Gud til evig dom og pine oguden noget som helst at betale med. Han til­bydes tilgivelse uforskyldt af nåde - men han har ingen ret syndserkendelse (han giver jo udtryk for, at han med tiden vil være i stand til selv at betale sin skyld, om blot Gud vil vise ham tålmodighed og give ham en ærlig chance). Og et sådant ubodfærdigt hjerte kan aldrig modtage Guds nåde i Jesus Kristus og blive genfødt. Det er det religiøse menneske, der ikke af hjertet kan tilgive sin broder, for han lever i et "noget-for-noget rige". Denne lignelse er altså ikke en alvorlig forma­ning til de kristne om at tage sig i nakken og tilgive hinanden. Den er en knus­ende og ubønhørlig dom over det religiøse menneskes ubodfærdige hjerte, og et kald til at omvende sig og komme til Jesus og modtage Jesu Kristi retfærdighed uforskyldt af nåde. For kun ved at leve i nåden (dvs. af dette evangelium) ejer man det genfødte hjerte, der indeholder et tilgivende sind. 

Der er altså i denne lignelse en stærk og alvorlig formaning til Guds børn, at de skal tilgive hinanden af hjertet! Men det er ikke en appel til kødet, for "tilgivelse af hjertet" er ikke en lovgerning, men en Åndens frugt. Lignelsens formaning er altså en opfordring til at "leve i Ånden og ikke følge kødets lyst" (Gal. 5,16). At følge kødets lyst er ikke kun at leve i synd; det kan sagtens være et dybt religiøst og moralistisk liv. Men at leve i Ånden er at leve i nåden, og det indebærer, at al tilgivelse er på forsoningens grund, både den tilgivelse man modtager, og den man rækker videre til andre. (Dette afsnit i Galaterbrevet (5,13-18) er netop at forstå som en udlægning af lignelsen i Matt 18,21-35). 

Farisæernes surdej 
Almenreligiøsitetens tema er altid, hvad vi skal gøre. Den er altid lovisk. Dens ver­sion af "evangeliet" kommer derfor til at lyde omtrent sådan her:

- Jesus (Gud) peger på vore mangler ("synder") og formaner os til at gøre noget alvorligt ved det. (Og vi beslutter os til at tage os sammen - det kaldes "omvendelse"). 

- Jesus (Gud) lover os hjælp og støtte og vejledning til at komme i gode situa­tioner og have lyst til at gøre det gode. 


- Jesus (Gud) forventer, at vi gør noget, som han befaler og ønsker ("hvad tror du ellers, han vil sige til os på dommens dag?").

- Jesus (Gud) giver os kraft og vilje til at tage afstand fra det dårlige og syn­dige, og til at ville og gøre det gode, og således blive retfærdige i Guds øjne. 

Hvor den slags forkyndelse får hjemstedsret i den kristne menighed, vil den efterhånden forvise det sande evangelium om den uforskyldte nåde i Jesus til en stedse mindre plads, for til sidst helt at fortrænge den. Det er ingenlunde noget nyt; det var jo netop sådan, farisæernes lære var, den som Jesus kaldte farisæernes sur­dej, fordi den, hvis den får adgang til forkyndelsen, snart vil gennemsyre hele budskabet. Det vil den, fordi den jo er i nøje samsvar med den menneskelige religiøsitet - den kildrer ørerne. 

Almenreligiøsiteten kan så udmærket bekende sig til Bibelens Gud - men den for­mer ham i menneskets billede, idet den justerer de bibelske sandheder efter men­neskelig religiøs tankegang. Det er i den forbindelse lærerigt at læse beretningen om "guldkalven" i 2 Mos 32. Folket sagde ikke: "Nu vil vi have en anden Gud"; nej, de lavede et billede og sagde: "Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten" (v. 4). Ligeledes siger Aron ikke: "I morgen holder vi en fest for den nye gud"; nej, han siger: "I morgen er der fest for Herren" (v.6). Det er den sande Gud, de vil dyrke; men de vil selv bestemme hvordan. Men vi ser helt tydeligt i det føl­gende, at den slags accepterer Gud ikke. Vi må vogte os vel for, at vi i Ordets og Evangeliets tjeneste selv vil bestemme metoder og ordvalg under påberåbelse af, at vi gør det for at tjene Gud og fremme evangeliets sag. Vi må aldrig lade vor reli­giøse følelse og trang være vejleder og norm i den sag; Den hellige Skift alene skal være norm for både liv og lære. 

Jeg vil gerne i den forbindelse advare imod mange af de forsøg, der gøres i vor tid, på "at gøre det kristne budskab forståeligt og vedkommende for moderne men­nesker". Så længe det drejer sig om at iklæde bibelordet en sproglig dragt, der gør dets egen mening og indhold forståeligt og tilgængeligt for læsere og tilhørere, er det både godt og nødvendigt. Men hvis vi i vore bestræbelser begynder at bevæge os bort fra de bibelske termer i forkyndelsen, er vi på afveje. Alt for ofte ser vi, at forsøg på at "nyformulere" evangeliet tager udgangspunkt i menneskers behov og derfor bliver formet af den menneskelige religiøsitet - og så sker udglidningen langsomt men sikkert: tyngdepunktet forskydes lidt efter lidt og (for den uop­mærksomme) næsten umærkeligt fra det evangeliske til det loviske - fra Gud som centrum henimod mennesket. 

Hvad der forkyndes 
Når vi skal advare imod almenreligiøsitetens farer for forkyndelsen, så er det vigtigt at besinde sig på følgende: 

* Det budskab, der forkyndes, består jo ikke bare i, hvad der siges; det består også af: 
- Hvad der udelades 
- Hvad der underforstås og tages for givet 
- Hvordan vægten ligger i det, der bliver sagt 

* Forkyndelsen i menigheden er jo ikke bare det, præsten siger fra prædikestolen, eller som lægprædikanten siger fra missionshusets talerstil: 
- Det er sangtekster 
- Det er vidnesbyrd ved vidnemøder 
- Det er det, der bliver sagt ved bibelkredse og samtalemøder 
- Det er det, der bliver skrevet i kristelige blade og bøger

Det er ikke ligegyldigt, hvad der bliver sagt og skrevet og sunget i den kristne menighed. Mange kristne lytter i dag til band og plader med kristelig sang i langt flere timer end de lytter til egentlig forkyndelse, og de læser lige så meget i kristelige blade og magasiner, som de læser i Den hellige Skrift. Hvad hjælper det så, at vi er på vagt overfor, at den traditionelle forkyndelse ikke bliver inficeret med almenreligiøsitet, hvis vi lukker øjnene for, at sangtekster og bladartikler udbreder almenreligiøse budskaber for fuld udblæsning? 

Lad mig anføre endnu et eksempel fra Den hellige Skrift. Det drejer sig om Matt. 16,13-23. Peter bekendte på alle apostlenes vegne, at de var kommet til tro og erkendelse af, at Jesus er Kristus. Dette havde Gud selv åbenbaret for dem. Men hvorfor forbyder Jesus dem da strengt at vidne om ham (v.20)? Det ser vi af de følgende tre vers: De havde ved Guds åbenbaring fået nogen indsigt i sandheden, men endnu var deres tro og tanker hildet i traditionel jødisk (dvs. almenreligiøs) tankegang. De havde endnu ikke fattet, at Guds værk til frelse - messiasgerningen - først og sidst var Jesu sonofferdød for menneskers synd, og at Guds frelse er dette, at Jesus træder i mit (det enkelte menneskes) sted og jeg tilregnes hans retfærdighed uforskyldt. Dette forklarer apostlen Johannes således (se 1 Joh 4,1-3): Tegnet på en sand forkyndelse - Helligåndens tale - er dette: forkyndelsen af Jesus som Kristus (= Messias) - den salvede ypperstepræst, der én gang for alle gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod og vandt os en evig forløsning. Hvor dette budskab fornægtes eller forties - ja, endog forvises til at være noget andet end det eneste, der fornægtes evangeliet - der er antikrists ånd virksom.

Konklusion 
Det bedste værn imod almenreligiøsiteten i forkyndelsen er at lære Guds Ord at kende - fylde sig med Guds Ord - fordybe sig i det, så det kommer til at præge ens tankegang og sprogbrug (thi faren ved "bibelsprog" og "kanaansprog" er langt mindre end almenreligiøsitetens fare!), så ens prædiken bliver "at tale Guds Ord efter". Når du skal prædike over (dvs. udlægge!) en bibeltekst, så: 

1) læs den grundigt igennem mange gange
2) sæt dig grundigt ind i sammenhængen, både når det gælder den lokale sammenhæng, teksten står i, og når det gælder dens historiske og emnemæssige sammenhæng
3) studér, hvad Guds Ord ellers lærer om det emne, teksten behandler
4) og hvis du får nye tanker og idéer ved dette arbejde, så prøv dem på de bibelske tekster og på almenreligiøsitetens kriterier.

Guds Ånds virke i et menneskes hjerte betyder ikke, at dets religiøsitet bliver omvendt (dvs. renset eller helliggjort), så det pludselig ved alt det rigtige, og så dets tanker og følelser om Gud og hans rige nu altid er rette og rigtige. Nej! Vor religiøsitet er og bliver i syndens vold - vore tanker er ikke og bliver aldrig nogen sinde Guds tanker! 

Helligåndens gerning i hjertet er dette: at vise hen til og åbne Guds Ord for os. 

I Skriften (og kun der!) åbenbarer Gud sin vilje og sine gerninger til frelse for mennesket. Guds Ånds gerning er at gøre hjertet åbent og villigt til at lade sig belære af det, der står skrevet i sin helhed og sin fylde. 

Jeg vil gerne afrunde med endnu et par citater fra Aksel Valen-Sendstads bog "Farvel til religionen":

Altså: Selvom vi bekender troen, er vor natur sådan, at vi ikke af os selv kan holde fast ved sandheden. Vor religiøsitet vil altid tildække og forvrænge sandheden fra Gud i vort hjerte... Vi har derfor fået Guds ord for at kunne leve... Hvis vi ikke tager imod vejledning, men lader religiøsiteten herske og give os den falske følelse og trøst, at vi véd tilstrækkeligt og har indsigt i evangeliet, da er vi som farisæerne og de skriftkloge. De troede, de var indenfor, men i virkeligheden var de langt borte fra Guds rige. (s. 63f)

Ved sin åbenbaring fører Gud vor opmærksomhed bort fra os selv og hen på sin frelse, Jesus. Jo mere Guds Ånd kommer til at vise os storheden og betydningen af Jesus, desto mere dør religiøsiteten i os, åndeligt talt. Vor gamle syndige natur dør. Men denne livets lov gælder også omvendt: jo mindre Jesus betyder for os, desto større spillerum får vor syndige natur og religiøsitet. Af denne grund formaner apostlen os til at regne os selv for døde fra synden, men som levende for Gud i Jesus Kristus (Rom 6,11) (s.11 0). 

Litteratur: 
Aksel Valen-Sendstad: Farvel til religionen
Hugo Odeberg: Farisæisme og kristendom 
------------------------------
Dansk Bibel-Institut
København 1996
Emner
Frafald + Forførelse