E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
26 Aug 2014 23:02
Forfatter
Lars Hedegaard

Forfatter: Lars Hedegaard 19 juli, 2014

Charlotta Johansson er en værdig diskussionspartner. Derfor vil jeg fortælle hende om nogle glemte nuancer i den aktuelle krig mellem Hamas og Israel.

I modsætning til, hvad Charlotta Johansson måske tror, nærer jeg en vis respekt for hende. Det gør jeg, fordi hun som en af de få, der vil diskutere tidens store spørgsmål, optræder som den hun er: Hun hedder Charlotta og jeg hedder Lars.

Jeg ved altså, hvem jeg har med at gøre. Det er betryggede, for jeg hader at føre samtaler med folk, der gemmer sig under betegnelser som "Kurt B", "Konen fra mosen" eller "Svenskeren". Hvem ved, om de overhovedet findes?

Som det hedder i en gammel dansk sang om Holger Danske (det er ham der sidder på Kronborg og påstås at have været en af Karl den Stores bedste mænd): "Når mænd jeg kasted min handske, opslog jeg min ridderhjelm. De så jeg var Holger Danske og ingen formummet skælm."

Det er Charlotta heller ikke, så lad os krydse klinger.


I sit seneste indlæg i Dispatch International opfordrer Charlotta Johansson til, at vi nuancerer billedet af konflikten mellem Israel og dets naboer.

Det er jeg med på, og jeg synes, vi skal glemme diskussionen om gamle dage og hvem der har historisk ret til landet mellem Jordanfloden og Middelhavet. Vi bliver alligevel ikke enige, men fortaber os i ørkesløshed.

Lad os derfor nuancere billedet af den aktuelle krig.

Ser vi på de seneste dages tildragelser, springer visse kendsgerninger i øjnene.

Israel gør sit bedste for at undgå civile ofre, mens Hamas på må og få affyrer raketter mod Israel uden ringeste hensyntagen til, hvem de rammer. De rammer ganske vist ikke ret mange, fordi israelerne har et effektivt forsvarssystem i form af Iron Dome, men det lave tabstal i Israel skyldes ikke, at Hamas prøver at begrænse civile tab.

Israel  har naturligvis både ret og pligt til at forsvare sig bedst muligt, når det bliver angrebet.

Men når det drejer sig om den jødiske stat, gælder der tydeligvis andre regler. Så taler man ikke om angreb og forsvar, men om en "endeløs voldsspiral" - hvormed man indirekte antyder, at begge parter - Hamas og Israel - er lige gode om at bære det moralske ansvar for konflikten.

Men er det sandt? Nej, siger der fremtrædende amerikanske kommentator Charles Krauthammer  og det kan næppe udtrykkes bedre end han gør det:

“Sjældent har international politik fremvist en sådan moralsk klarhed. ... Alle ved, at Hamas startede denne minikrig. Og alle kender den begrundelse, som Hamas stolt vedstår sig: Udryddelsen af Israel og dets jøder."

Krauthammer afviser på det bestemteste påstanden om, at volden er resultat af en israelsk besættelse og blokade af Gaza:

"For mindre end ti år siden kunne internationalt fjernsyn vise, hvordan den israelske hær trak standhaftige bosættere ned fra synagogernes tage, mens Israel udviste sine borgere, trak sit militær ud og overlod hver en tomme af Gaza til palæstinenserne. Der var ikke en soldat, ikke en bosætter og ikke en eneste israeler tilbage i Gaza."

Derudover prøvede Israel at hjælpe Gazas økonomi ved at efterlade 3000 drivhuse og gav dermed Gaza muligheden for at producere frugt og blomster til eksport. Israel åbnede også grænseovergange og søgte at fremme samhandelen.

Og hvad var svaret fra Gazas palæstinensere?

"Først rev de drivhusene ned. Så valgte de Hamas. Dernæst, i stedet for at for at opbygge en stat med de nødvendige politiske og økonomiske institutioner, brugte de det meste af et tiår på at omdanne Gaza til en militærbase, der strutter med terrorvåben for at føre endeløs krig mod Israel."

Hamas har bevidst placeret disse våben i skoler, hospitaler, moskeer og private huse i den hensigt at udsætte mænd, kvinder og børn for at blive dræbt, når Israel går til modangreb.

Under den aktuelle konflikt har Israel gang på gang advaret civile i Gaza om at komme væk, inden det israelske militær uskadeliggjorde Hamas' arsenal. Hamas har svaret ved at opfordre sin egen befolkning til optræde som menneskelige skjolde.

Efter at Israel besluttede at indsætte landstyrker i Gaza, fandt FN pludselig ud af, at der var gemt raketter i en af de skoler, som verdensorganisationen driver i Gaza. De vil have os til at tro, at det kommer bag på dem.

Det er en krigsforbrydelse. Ingen krigsførende part må gemme sine soldater eller våben bag civile.

Har jeg nuanceret det nok? Nej, der er mere.

Når israelere på bestialsk vis myrder en palæstinensisk teenager, bliver de på det skarpeste fordømt af en enig presse og regering. De bliver retsforfulgt og kan se frem til at tilbringe resten af livet i fængsel. Når palæstinensere bortfører og myrder tre israelske teenagere, bliver de fremhævet som eksempler til efterfølgelse.

Eller klik ind på den fortrinlige israelske engelsksprogede tv-kanal I24 News, der har givet enformidabel dækning af hele den aktuelle krig.

Her rapporterer man ikke bare om de civile ofre for israelske angreb. Studieværter og kommentatorer beklager disse tab.

Her indbyder man også palæstinensere fra Vestbredden og Gaza til at kommentere situationen og til at fremsætte deres anklager mod Israel.

Og her får israelske kritikere af statsminister Benjamin Netanyahus politik og den israelske hærs fremfærd frit løb. Midt under en krig!

Sådan handler en civiliseret stat.

Gazakrigen står mellem civilisation og barbari.

Behøver vi flere nuancer?

"dagens by 16-maj-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Vordingborg

Vordingborgs våben.pngVordingborg er en by og købstad  Sydsjælland og er hovedby i Vordingborg Kommune, der hører under Region Sjælland. Byen ligger ved Masnedsund og er via en bro forbundet til Masnedø og videre over Storstrømsbroen til Falster.

Det er usikkert, hvornår det ældste borgsted er opstået på banken, men Valdemar den Store opførte en borg på stedet i 1157. Kongen ønskede et samlingssted for sin flåde til forsvar og angreb imod venderne og havde samlet sine skibe i havnen neden for borgen, så de var klar til anvendelse. Vordingborg by opstod vist i begyndelsen af 1100-tallet, men fik først nævneværdig betydning med borgens fremkomst. Valdemar drog i krig mod venderne sammen med Biskop Absalon, og i 1169 gik den danske hær i land på Rügen og erobrede borgen Arkona. Valdemar vendte sejrrigt hjem til Vordingborg, hvor han døde på sin borg Worthing i 1182.

Den næste Valdemar i rækken, Valdemar Sejr, var ofte bosiddende på borgen og brugte den hyppigt til afholdelse af danehof. I sit dødsår 1241 stadfæstede han Jyske Lov som national gældende lov for Kongeriget Danmark. sortebrødrekloster stiftede 1253 et kloster i byen, men dets beliggenhed er uvis. Der blev afholdt adskillige rigsforsamlinger i byen: 1255, 1282, 1283 og 1284. I 1296 blev der sluttet forlig mellem Erik Menved og Hertug Valdemar af Sønderjylland, og Valdemar måtte afgive Als, Ærø og Femern til kongen. Christoffer 2. kronedes i Vordingborg i 1324 og et bryllup sattes i værk på borgen mellem hans datter Margrethe og Ludwig af Brandenburg. Kongen måtte gå i landflygtighed i 1326.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Bønnemøder er drænet for liv, hvis de blot handler om at få noget fra Gud. Men hvis de i stedet handler om at herliggøre ham, så vil de være mættet med eventyr, håb og liv, og da vil troen vokse frem som noget, der er praktisk, håndgribeligt og målrettet.
frit eft er Norman Grubb