1879-1961, professor ved Menighedsfakultetet i Oslo, formand for norsk Indre Mission 1923-56, stifter af det norske kristne studenterarbejde, omfattende forfatterskab. I bogen De sidste Ting (Oslo 1928) behandler han spørgsmålet om tusindårsriget i et langt kapitel (side 91-111). Uddraget nedenfor er fra side 100-101 og behandler spørgsmålet om livsvilkårene på jorden og i tusindårsriget:

Det gamle Testamente forjætter i de forskelligste billeder en rig blomstringstid her på jorden. En tid da krigen er ophørt mellem folkene, Es. 2,4, da uretfærdigheden er afløst af ret og retfærdighed, Mika 4, 1-5; Es. 61,11. Da endog naturen skal eje en uhørt frugtbarhed og rigdom, Joel 3,23; Am. 9,13; Ezek. 47, 1-12.

Vanskeligheden her er i imidlertid, at de gammeltestamentlige forjættelser om endetiden ikke skiller mellem tusindårsriget på denne gamle jord og det endelige rige på den nye jord.

Dog synes det mig, at vi uden fare for vilkårlighed tør henføre de nævnte forjættelser til tusindårsriget. Det, vi i det nye Testamente får høre om tusindårsriget, synes at give os ret til det.

Særlig tanken om, at de troende skal regere denne verden sammen med Kristus. Mens det nuværende tidsløb har Satan som sin fyrste, så skal tusindårsriget styres af Kristus og hans forklarede menighed. Her synes jo da at være forudsat, at Kristus gennem sin menighed skal have den samme indflydelse over viljerne og dermed over livet både i den enkelte og i folkene, som Satan har i den nærværende verden.

Og er dette rigtigt, da bliver der uden vanskelighed plads allerede i tusindårsriget til de gammeltestamentlige forudsigelser om social retfærdighed, om mellemfolkelig fred og om naturlivets fylde.