Hans far var apoteker og boede sammen med sin hustru Amalia i industribyen Barnsley i Nordengland.

De var ganske unge og ventede deres første barn. En dag fruen sad og syede, kom han ind til hende med en opslået Bibel i hånden: "Hør her," sagde han og læste fra 2 Mos 13,2: "Du skal hellige mig alt det førstefødte - det skal tilhøre mig!"

Så bøjede de begge deres knæ og gav barnet til Gud. Den 21 maj fødte fru Amalia en dreng, som fik navnet James (Jakob) Hudson Taylor, som faderen.

Tidligt hørte James om nøden i Kina og besluttede at rejse ud som missionær, når han blev stor. Men han havde et dårligt helbred og kunne dårligt nok tåle at gå i skole. En dag gik han til præsten i byen for at låne en bog om Kina. Venligt spurgte præsten, hvorfor han ville læse den. James svarede, at Gud havde kaldt ham til missionær i Kina.

"Hvordan vil du komme derud"? Spurgte præsten.

Det vidste han ikke, men mente, at han vel måtte drage ud som de første disciple - uden pung og taske.

"Da lagde præsten venligt sin hånd på hans hoved og sagde: "O, min dreng, når du bliver ældre, bliver du nok klogere!"

"Jeg er blevet ældre," siger Taylor, "Men aldrig klogere. Jesu ord til disciplene er lige brugbare i dag!"

"Vær nøje med tiden," formanede far. "Når 5 mennesker venter et minut er 5 minutter tabt, som aldrig kommer igen. Lær at klæde dig hurtigt på, thi du skal gøre det mindst en gang hver dag i dit liv."

Efter konfirmationen fik han arbejde i en bank. Han fik kammerater ude i verden og mistede sin barnetro. Nu drømte han om rigdom og lykke - en fin hest og vogn og et flot hus.

Men i 17 års alderen gav han sit hjerte til Jesus. En dag han var alene hjemme, fandt han en traktat om Kristi fuldbragte værk, og medens han læste, så han pludselig, at Guds frelse netop gjaldt ham, og han fyldtes af en ubeskrivelig glæde og fred. På samme tid lå hans mor på knæ 100 km. derfra og kæmpede i bøn for hans frelse. Pludselig fik hun vished om, at hendes bøn var opfyldt.

Da hun 14 dage senere kom hjem, og James fortalte om sin oplevelse, svarede hun, at det vidste hun godt, hun havde allerede glædet sig derover i 14 dage.

Nu vågnede missionskaldet påny, og han tig plads hos en læge for at komme lidt ind i lægegerningen.

"Ingen bliver missionær ved blot at rejse over havet!" plejede han at sige.

Han vidste, at det måtte uddanne sig til. Han gav tiende af, hvad han tjente til missionen. Han havde lejet et tarveligt værelse og holdt sig selv med kost - mest havregrød og ris. I sin fritid

uddelte han traktater og holdt søndagsskole.

Senere fortsatte han sin uddannelse på et hospital i London, men her blev han pludselig syg af en farlig forgiftning. Lægerne opgav ham og rådede ham til at rejse hjem og sige farvel til sine kære.

Selv om han var dødssyg og ikke havde kræfter til at gå ned ad en trappe, rejste han sig alligevel i tro på Guds løfter og gik for at udføre et vigtigt ærinde 3-4 km. derfra. Da lægen fik det at vide bagefter, sagde han: "Umuligt!" Men Taylor fortalte, at det var Gud, som havde hørt hans bøn. Da udbrød lægen, som var fritænker: "Jeg ville give hele verden for at

eje en sådan tro!"

21 år gammel rejste han til Kina. Da var i 1853. Under rejsen kom de ud i en frygtelig havstrøm, som drev skibet mod en ø, hvor der boede vilde og blodtørstige kannibaler. Der var ingen vind, så skibet drev nærmere og nærmere ind mod kysten.

"De er den eneste, som kan hjælpe os," sagde kaptejnen til Taylor. "De må bede Gud sende vind!"

"Giv matroserne ordre om at sætte alle sejl til," svarede Taylor, men det ville kaptejnen alligevel ikke. "Godt," svarede Taylor, "vil I ikke gøre jer klar til at tage imod hjælpen, så kan jeg heller ikke bede Gud sende den!"

"Da må jeg vel gøre det," svarede kaptejnen.

Da der var gået en lille times tid, bankede kaptejnen på døren til Taylors lugar og råbte: "Hvad laver De derinde?"

"Jeg beder om vind," lød svaret.

"Vil De straks holde inde!" råbte kaptejnen. "Vi har allerede meget mere vind, end vi behøver."

Da Hudson Taylor kom til Kina første gang, var bare fem havnebyer åbne for udlændingene i dette vældige rige. Seks år efter var han på vej hjem sammen med sin hustru, som han havde fundet derude. Han var syg og nedbrudt og havde lidt mange skuffelser.

Der var uro og krigslarm omkring i verden i disse år, og i Kina rasede kampen mellem kejserens soldater og en oprørshær. Missionen i England havde også svigtet. Gud havde alene været trofast og hjulpet på underfuld vis gennem alle vanskeligheder.

I England fuldførte Taylor sine medicinske studier og gik i gang med en bibeloversættelse på Ningpodialekten.

Da oprøret i Kina endelig blev knust 1864 var der atter mulighed for missionen. Efter opiumskrigens afslutning 1860 var Kina allerede blevet åbnet for udlændinge. Hidtil havde missionærerne kun arbejdet i kystdistrikterne, og Taylor forsøgte gang på gang at få de ældre

missionsselskaber til at udnytte mulighederne og gøre en virkelig indsats for at trænge ind i det indre af Kina - men ingen vovede det! Da tonede det stærkere og stærkere i hans sjæl:

"Du skal gå!" Men hvad kunne han vel urette - en ensom, svag og fattig mand?

Han led, når han tænkte på, at der hver måned gik en million kinesere ind i evigheden. Aldrig kunne han glemme det, en af de kristne i Ningpo sagde til ham en gang: "Hvorfor kom I ikke før? Min far døde uden at vide noget om Jesus!"

En dag han lå ved stranden og igen tænkte på de mange millioner i Kinas indland, faldt det ham pludselig ind, at det jo aldrig kunne gå så galt.

Når man gik på Herrens bud, thi da hvilede ansvaret jo på ham, og om det skulle gå så galt, at han skulle dø af sult, så gik han jo lige hjem til Himlen. Da sagde han til Gud: "Jeg vil gå!" Og derefter bad han om at få 24 medarbejdere.

Nu tændtes ilden for alvor. Han samlede missionsfolket og holdt en brændende tale. Han fortalte bl.a. om en mand, han havde kendt ude i Kina.

En dag faldt han i vandet fra en båd og strømmen tog ham. Taylor råbte til nogle fiskere om at redde ham, men de ville først aftale om betalingen, og imedens druknede manden. Vi fordømmer de kinesiske fiskere, men hvordan bærer vi os selv ad? Tusindvis af kinesere går fortabt hver dag, fordi vi ikke sender Evangeliet. Interessen blev vakt, og Kina Indlands Mission blev stiftet 1865. Målet var at forkynde Evangeliet i det indre af Kina. Hudson

Taylor blev lederen og styrelsen antog arbejdere fra alle evangeliske samfund og krævede ingen speciel uddannelse. Det vigtigste var at de ejede livet i Gud. Både kvinder og mænd kunne antages, men de blev ikke garanteret nogen fast løn. Taylor lagde vægt på, at missionærerne klædte sig på kinesisk vis, at man antog kinesiske medarbejdere og aldrig lånte

penge. Han mente, at det var imod Guds ord, som sagde: "Bliv ingen noget skyldige, - uden det at elske hver andre. Rom 13,8.

Foråret 1866 drog Taylor atter til Kina med sin familie og 15 medarbejdere.

Nogle var rejst i forvejen, så der var de 24, han havde bedt om.

De første 10 år blev tunge arbejdsår. Mange af missionærerne døde - og blandt dem Taylors hustru.

Hudson Taylor havde bedt om 18 nye missionærer, som også meldte sig, og da han efter en sygdomsperiode atter rejste ud igen 1876, begyndte Kina Indlands Missions store tid. Dens udsendinge gennemkrydsede det indre af Kina. I 1881 bad Taylor om 70 nye arbejdere i løbet af 3 år, og der meldte sig 76.

I 1886 bad han om 100 og fik 102. I disse år blev Kina Indlands Mission en international organisation med underafdelinger i flere lande og en bølge af interesse for Kina gik over alle missionslandene.

Ved en stor missionskonference i Shanghai 1890 sendte et opråb til de kristne i verden om at sende 1000 nye missionærer i løbet af de næste 5 år.

Da Hudsom Taylor døde den 3 juni 1905 midt i Kina, havde Kina Indlands Mission 8-900 missionærer i arbejde på ca. 200 stationer over næsten hele Kina. Det fandtes 350 kristne, da han kom til Kina første gang. Nu var der 150.000.

Hudson Taylor blev begravet i Ching-kiang ved siden af sin første hustru og fire af deres børn, som var døde som små.

Hans livs opgave havde været at trænge ind i det ghanesere - men hans virkelige storhed, var hans tro på Gud. Og ved sin tro udrettede han mere, end nogen anden missionær har gjort!

I dag er Kina en lukket missionsmark, så der kan ingen af os rejse ud. Men Jesus har også i dag brug for dristige mænd og kvinder, som tør vove at tro på ham og hans løfter, og gå, når han kalder!