E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
10 Nov 2013 23:27
Forfatter
David Wilkerson

Abraham er kendt i menigheden, som en troens mand. Selv Bibelen fremhæver ham som et eksempel på tro: Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed." (Galaterne 3, 6). " Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham." (vers 9).

Gud kom til Abram (som han blev kaldt på det tidspunkt), i et syn og sagde: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor." (1. Mos. 15, 1). Herren lovede også Abram, at han ville nå en høj alder (vers 15). Ligeså sagde Gud, at hvem som helst, som ville forsøge at gøre Abram fortræd eller forbande ham, selv ville blive forbandet. "Og jeg vil forbande ham, som forbander dig..." (12,3).

Kære ven, dette er nogle vidunderlige løfter om beskyttelse, et langt liv og himmelsk indgriben. Og Gud fortalte disse ting til Abram personligt!
Skriften bevidner, at Abram "...Troede på Herren; og (Gud) anså ham for retfærdig" (vers 6).Den siger også, at Abram var en "ven af Gud."
Her var en gudfrygtig, troende Guds tjener - en mand, som modtog Herrens besøg, og blev lovet personlig beskyttelse og et langt liv uden frygt og fortræd. Og Abram troede Gud. Han troede, at Herren ville beskyttet og skærme ham fra alle farer.

Du husker Abrams beretning herfra: Han forlod sit land på Guds ordre - i tro alene. Gud sagde til ham, "Alle de steder du sætter din fod, vil blive dit land."
Abram levede fredeligt på et bjerg mellem Betel og Aj, da hungersnød ramte området. Men han havde en masse kvæg, og han havde brug for græsgange og vand til dem. Så han besluttede at bryde op og rejse: "... og Abram drog til Egypten for at bo dér som en fremmed (vers 10).

Dette var Abrams første fejltagelse. Han skulle aldrig have forladt det land, som Gud havde sendt ham til. Da Abram forlod det forjættede land, var han omkring halvfjers år gammel, og hans kone, Saraj, var omkring tres.

Og da de kom ind i det hedenske Egypten, kiggede Abram på sin smukke kone, og spurgte hende som hun ville lade som om hun var hans søster:

"...Jeg ved, du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig." (vers 11-13)

Abram sagde her, "Når vi kommer til Egypten, vil mændene se hvor smuk du er, og de vil begære dig og forsøge at dræbe mig. Fortæl venligst alle, at du er min søster. Jeg lægger mit liv i dine hænder!"

Dette var en halv sandhed. Abram og Saraj havde den samme far, men forskellige mødre, så Saraj var hans halvsøster. Hun skulle altså kun fortælle en "halvløgn" for at redde Abrams skind!

Her var en mand, kendt af os som en troens far. Gud havde vist sig for ham og lovet ham beskyttelse. Men pludselig tog han ikke Herren på ordet! Abram vidste, at Egypten var et sted for begær, utroskab, forvirring - og alligevel var han parat til at tage dertil og udsætte sin familie for en stor risiko.

Og selvfølgelig spredtes rygtet om Sarajs skønhed da de nåede Egypten. Hver en prins og stormand fandt ud af det. Abram fornemmede det, så han erindrede Saraj: "Husk du er min søster. Vi har en aftale. Mit liv er i dine hænder!"

Dette var kujonagtigt - en absolut mangel på tro! Abram overlod sit liv til sin hustrus beskyttelse, ikke Guds - men til sin egen menneskelige strategi. Hvilken skammelig troløs handling! Denne store troens mand var villig til at hans kone kunne blive taget fra ham og placeret i et hedensk harem, hvor hun ville blive besudlet af onde herskere.

Og hun blev hentet af Farao. Skriften siger, "Da Faraos stormænd så hende, berømmede de hende over for Farao, og så blev kvinden hentet til Faraos palads. For hendes skyld behandlede Farao Abram godt" (vers 15 og 16).

Forstår du hvad der skete her? Den lovede slægt skulle komme gennem Saraj - og hun kunne være blevet besudlet af hedenske mænd!
Skam over dem begge for at have fundet på det påskud! Der var ingen undskyldning for Abrams opførsel. Kan du forestille dig nogen gudfrygtig mand overlade sin kone i hænderne på hedenske skurke? Du kan kun gætte på hvad Saraj tænkte, da hun blev fjernet fra sin mand.

Men Farao gav Abram en stor medgift for Saraj. Overøste ham med alle slags gaver: får, okser, æsler, kameler og tjenere. På kort tid blev Abram en rig mand. Men jeg tænker på, om han overhovedet kunne sove om natten! Jeg håber, han tilbragte sine nætter på knæ for Gud, og satte spørgsmål ved sin kujonagtige adfærd og mangel på tro. Hvordan kunne han sove, når han vidste, at hans kone var i hedenske hænder? Hun kunne være blevet besudlet, hvilket ville have ødelagt Guds lovede afkom.

Jeg spørger dig, hvordan kunne en mand af tro lade dette ske? Havde Abram fuldstændig glemt Guds løfter? Hvorfor var det ikke gået op for ham, "at de ikke kan dræbe mig. Gud sagde, jeg ville nå en høj alder. Han lovede at skærme mig, at være min beskytter!"

Dokumenttype
Forkyndelse