E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
24 Dec 2013 14:03

Kanalisering og inspiration fra den åndelige verden

af Pernille Aagaard fra IKON

 

- den nye tids individuelle religiøse vejledning?



De fleste mennesker kender ordet spiritisme og forbinder det med ældre overspændte kniplingklædte kvinder, der i det forrige århundrede søgte kontakt med deres afdøde ægtemænd gennem seancer i lukkede, okkulte selskaber.

Men spiritisme er ikke alene et fortidigt fænomen. I nye klæder optræder spiritismens grundlæggende idéer om kontakt med den åndelige verden under navne som kanalisering eller inspiration fra den åndelige verden og øver en betydelig indflydelse på religiøsiteten i nutidens New Age-inspirerede miljøer.

Den moderne spiritisme 

Spiritisme betyder læren om ånder eller det åndelige (af latin spiritus = ånd).

Der har op gennem menneskets historie i de fleste kulturer og religioner været åbenlyse eller skjulte forsøg på bryde grænsen mellem menneskelivet og den åndelige verden, men den moderne spiritisme opstod i Amerika i midten af forrige århundrede. Hos familien Fox i Hydesville, New York, fremkom en række mærkelige bankelyde, der blev tolket som besøg fra og kontakt med den åndelige verden. Familien to teenage-døtre Catherine og Margaretta (de såkaldte “Fox-søstre") fungerede som medier (et medium er et menneske, hvis evner siges at være af en sådan art, at det kan etablere forbindelse mellem den fysiske og den åndelige verden). Fænomenerne vakte opsigt, og det første spiritistiske møde blev afholdt i 1849. Senere blev søstrene Fox anklaget for svindel, og Margaretta Fox erkendte, at søstrene selv havde frembragt bankelydene, men til trods for tilståelsen fortsatte de spiritistiske eksperimenter over hele verden.

I forbindelse med Fox-fænomenerne udkom en række bøger, der systematiserede den spiritistiske lære - f.eks. udgav Andrew Jacksom Davis i 1851 bogen “The Philosophy of Spiritual Intercourse", som regnes som en slags “bibel" for spiritister, og i 1856 udkom “The Spirit's Book", der var en samling åndeskrifter samlet af Dénizard Hyppolyte Léon Rivail. Rivail udgav skrifterne under navnet Allan Kardec, og bogen blev snart en klassiker inden for spiritismen.

Spiritisme og spiritualisme 

Med den spiritistiske praksis fulgte en lang række fænomener: clairvoyance (klarsyn), clairaudiance (klarhøren), apportfænomener (at ting, der stammer fra ét sted, får materiel form et andet sted), telekinese (nærværelse af psykisk kraft der kan bevæge fysiske genstande), levitationer (at fysiske genstande og legemer svæver i luften), automatskrift (at mediet lader sin hånd styre af en åndelig kraft for at nedskrive budskaber fra den åndelige verden) og trancer (tab af bevidsthed, fremkaldelse af anden bevidsthedsform eller besættelse af åndelig intelligens).

Fra at være et fænomen, der knyttede sig til “sære" damer med sære evner i lukkede loger og selskaber, blev spiritismen en faktor, der banede vej for den mere brede og folkelige beskæftigelse med åndelige emner. I spiritistiske kredse udvikledes en lære, der forkyndte troen på et liv i de åndelige sfærer efter døden, og ikke mindst gennem påvirkning fra Allan Kardecs bog “The Spirit's Book" fandt begreber som karma og reinkarnation vej ind i spiritismen og banede vejen for teosofien og New Age. Den del af spiritismen, der lægger vægt på de ydre fænomener og ikke vedkender sig reinkarnationstankerne, benævnes oftest som spiritisme, mens den del, der blev påvirket af reinkarnationslæren og vægter den indre åndelige udviklingsvej, oftest benævnes spiritualisme.

I dag møder man dog ikke så ofte ordene spiritisme/spiritualisme. Istedet tales der om kanalisering eller inspirationer fra den åndelige verden, men det er vigtigt at understrege, at der er forskel på kanalisering og modtagelse af inspiration fra den åndelige verden. I kanalisering hævder kanalen (= den, der kanaliserer), at vedkommende blot er et redskab for formulerede budskaber fra et åndeligt væsen, og at budskaberne formidles direkte videre fra det åndelige væsen via kanalen til andre mennesker uden kanalens tolkning (dog kan kanalisering også indbefatte modtagelse af kanaliseret energi, men det ligger ud over denne artikels fokus). Inspiration fra den åndelige verden er et vidt begreb, der spænder fra intuition i den ene ende af spektret til modtagelse af budskaber i den anden, men til forskel fra kanalisering vil modtageren af inspiration fra den åndelige verden altid fortolke det budskab, der gives, og sætte det ind i en (som oftest teosofisk inspireret) sammenhæng. 

Teosofien og den åndelige verden 
Madame Blavatsky, som stiftede Teosofisk Samfund i 1875, fik interesse for den åndelige verden gennem mødet med spiritismen og hævdede at være i kontakt med en række store åndelige mestre, som nu også benævnes Hierarkiet eller Det Store Hvide Broderskab. Selv om Blavatsky senere gjorde op med en del af spiritismens lære, er teosofien dog tydeligvis præget af Blavatskys udgangspunkt i spiritismen, og Madame Blavatskys efterfølger, Alice Bailey, gjorde fra 1919 til 1949 den esoteriske lære (læren om menneskets og kosmos' skjulte kræfter) tilgængelig for en bredere kreds gennem sit banebrydende arbejde med kanalisering; hendes bøger er angiveligt dikteret hende af Tibetaneren, Mesteren DK (Djwahl Khul).

Idag finder kanalisering først og fremmest sted i New Age-inspirerede miljøer, hvor den fortsat sættes ind i en forståelsesramme præget af gudsopfattelsen, menneskesynet og livsopfattelsen i spiritismen og teosofien. Den nyere kanaliserings-bølge startede i begyndelsen af 1960'erne, hvor Findhorncentret i Skotland blev bygget op ud fra budskaber modtaget ved kanalisering af bl.a. Eileen Caddy og David Spangler. I 1970'erne hævdede amerikaneren Jane Roberts, at ånden Seth talte gennem hende, og “A Course in Miracles", som er et af New Age-bevægelsens væsentlige skrifter, blev kanaliseret af den amerikanske psykolog Helen Schuchman. Senere har også J.Z. Knight, som er kanal for ånden Ramtha, vakt interesse for kanalisering i store dele af New Age-bevægelsen.

Inden for de sidst årtier er der dukket en ny udvikling op inden for kontakten med den åndelige verden - den såkaldte inspiration fra den åndelige verden. Disse inspirationer fra den åndelige verden er for så vidt ikke nye, idet mennesker gennem alle kulturer og religioner har søgt inspiration fra den åndelige verden, men fremstår dog alligevel som et nyt fænomen i New Age-miljøerne. Set fra en kritisk vinkel trækker inspiration fra den åndelige verden i lighed med kanalisering på spiritismens og teosofiens lære og tolkninger, men har derudover rødder i såvel dybdepsykologien og - hævder nogle - i dele af den kristne mystik (se interviewet side 5). Set indefra mener de, der modtager inspiration fra den åndelige verden jo selvfølgelig, at der ér tale om inspirationer fra den åndelige verden, og at disse ikke behøver spiritismen og teosofien som tolkningsnøgle, men skal tolkes ud fra sit eget udgangspunkt.

New Age og den åndelige verden 

Trods forskellene mellem kanalisering og modtagelse af inspiration fra den åndelige verden, har de, der praktiserer det, som regel en fælles gudsopfattelse og verdensopfattelse og et fælles menneskesyn.

De allerfleste kanaler og de, der henter inspiration i den åndelige verden, opfatter som i teosofien hele kosmos som værende ét sammenhængende energi-felt af åndelig, guddommelig og upersonlig energi (energien benævnes forskelligt - f.eks. den kosmiske energi, universalenergien, den guddommelige energi eller gud). Alt i kosmos opfattes som forskellige svingninger af den samme åndelige, guddommelige og upersonlige energi, og alt opfattes derfor som værende ét - som en energetisk helhed. Der er dermed ikke forskel på tingene, menneskene og det guddommelige. Alt er en del af den samme helhed - blot på forskellige energiniveauer - og da den energi, som alt består af, er guddommelig af karakter, opfattes alt også som værende guddommeligt.

I konsekvens heraf opfattes også mennesket som guddommeligt, og menneskets livsprojekt består derfor i at udvikle sin iboende guddommelige bevidsthed og hæve den til højere energiniveauer. Det sker ikke på én gang, men er en proces, der strækker sig over mange liv - deraf troen på reinkarnation.

Når man grundlæggende tror på, at mennesket kan udvikle sig til højere, guddommelige niveauer, ligger det naturligt for at tro, at der er nogle mennesker, der er kommet længere end andre i udviklingen. I teosofien og New Age mener man, at mennesker, der er kommet meget langt i deres guddommelige udvikling, udvikler særlige evner, der sætter dem i stand til at kommunikere med de åndelige planer og med de mennesker, der er kommet så langt i deres åndelige udvikling, at de ikke længere genfødes med en krop, men genfødes som åndelige væsner.

Viden, information og visdom 

Kathryn Ridall, som er kanal, skriver i bogen “Kanalisering" (Bogans Forlag 1988): “...jeg har lært at kanalisering er mere end et forhold mellem to væsner - det ene i en fysisk krop og et andet uden. Jeg har lært at kanalisering er en bevidsthedsfunktion, der kan fremskaffe viden fra andre tider og steder, at vi kan kontakte mennesker, vi betragter som døde, og kan nyde godt af deres information og visdom".

Og her er vi nok ved sagens kerne. Set udefra synes kanalisering og inspiration fra den åndelige verden at vinde frem, fordi det passer til det moderne menneskes krav om viden og information - og det samme moderne menneskes søgen efter visdom i den utrolige mængde information, det bombarderes med. Hvor de traditionelle religiøse gruppers og bevægelsers lære og dogmer opstår på baggrund af overlevering fra kilder tilbage i tiden (f.eks. apostlenes bevidnelse af opstandelsen), tilbyder kanalisering og inspiration fra den åndelige verden den “direkte" kontakt til eller inspiration fra de primære kilder her og nu. Og hvor mange mennesker har svært ved at fæste tillid til kilder tilbage i tiden og til de nuværende fortolkere af kilderne (f.eks. præsterne), har mange mennesker en forbløffende tillid til den åndelige verden eller til kanaler, der uden mulighed for kontrol hævder at besidde evnen til direkte kontakt med den åndelige verden - til trods for, at der i New Age-miljøer ofte advares mod ukritisk omgang med den åndelige verden og ukritisk hengivelse til kanaler. Set indefra mener kanaler og modtagere af inspiration fra den åndelige verden ikke, at interessen for deres praksis skyldes tidsånden, men at der er sket en række åbninger på de kosmiske planer, som gør det muligt for flere mennesker at opnå kontakt.

Individuel vejledning 

Uanset forklaring er det karakteristisk, at det enkelte menneske i den moderne kontakt med den åndelige verden individuelt og selvstændigt vælger og betaler for adgangen til sin religiøse kilde og individuelt og selvstændigt vurderer dens kvaliteter og egnethed i den pågældendes egen livssituation. Det udtrykkes præcist af den amerikanske pædagogikprofessor Alfred Alschuler, der hævder, at kanalisering vil demokratisere profetismen, fordi de indre stemmer gør præster og hellige skrifter overflødige som åndelige autoriteter - og at ethvert menneske i New Age vil blive sin egen åndelige leder ved at følge sit Højere Selv.

Når kanalisering og inspiration fra den åndelige verden har så meget vind i sejlene skyldes det altså formodentlig dels, at metoderne passer godt til den individualistiske strømning, vi ser i samfund og religiøsitet, dels at vi fra kirkens side har forsømt at gøre opmærksom på og gøre tro-værdigt, at kilden til kirkens lære og dogmer ikke alene er fortidige kilder, men at kirkens lære og dogmer er levende lære og levende dogmer, der dagligt bekræftes i en levende tro på den levende Gud i et levende fællesskab. Kun hvis vi formår at vise, at kristentroen ikke alene er overtagelse af andres tros-erfaringer, men også er egne erfaringer af Guds nærhed, Guds vejledning og Guds visdom i hverdagen, kan vi være et tro-værdigt alternativ til New Age-religiøsitetens kontakt til den åndelige verden.

"Prøv ånderne!" 
Vi bilder os ikke i redaktionen ind, at vi på få sider kan få alle aspekter af problematikken med - men vi håber, at artiklerne om kontakten med den åndelige verden kan gøre os alle bedre til at skelne, hvilken åndelig virkelighed, der ligger bag de fænomener, der for det utrænede blik kan se så lige ud. “Når skyggen er ligest, da hulke de små", skriver Grundtvig i salmen “O dejlige land" (nr. 649 i Den danske Salmebog) - en salme, der er et opgør med de uvirkelige drømme mennesker bygger op, og som slører forskellene, så det bliver svært at skelne mellem drøm og virkelighed. Og netop, når skyggen er ligest - når tanker og tro, der er forskellige, kommer til at syne ens - er der behov for at standse op og prøve ånderne.

At prøve ånderne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste mennesker, men det er nu ikke så farligt endda. Det nye Testamente fortæller os, at vi skal vurdere ud fra frugterne - og at kriteriet er, om den åndelige praksis fører til Jesus Kristus eller bort fra ham.

Fører den åndelige praksis mennesker væk fra Jesus Kristus, er der tale om en frugt, der er usund - uanset hvor meget “fred" og “harmoni" og “glæde" den tilsyneladende skaber i det enkelte menneskes liv. Men er frugten, at mennesket føres hen til Jesus Kristus, er der tale om en god frugt, der giver vækst og vis
dom.