E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
19 Feb 2014 00:25
Forfatter
A. W. Tozer

Det mest udbredte og det mest hårdnakkede problem blandt kristne er sandsynligvis manglen på åndelig vækst. Selv efter flere år som bekendende kristne befinder mange kristne sig på næsten det samme åndelige stade, som da de kom til tro. Hvorfor gør de det?

Mange prøver at løse dette problem ved blot at antage, at disse mennesker aldrig er blevet frelst, aldrig er blevet virkelig født på ny. De er ganske enkelt bekendere, der har ladet sig narre og aldrig er kommet igennem til sand omvendelse.

Dette kan være sandheden om nogle få, og vi ville godtage det som en endelig forklaring, dersom vi ikke vidste, at det aldrig er dem, der blev narret, der bedrøves over manglen på åndelig vækst; det er de sande kristne, de, der har erfaret virkelig omvendelse, og som stoler alene på Kristus for deres frelse. Utallige af sådanne troende er blandt de skuffede, som sørger over manglen på åndelig vækst i deres liv.

Der kan være meget, som kan forhale væksten, man kan ikke med sandhed anføre en enkelt ting som årsag; dog er der imidlertid noget, som er så almindelig, og som meget vel kan være hovedårsagen, nemlig dette: at vi ikke tager tid til at bearbejde og udvikle vort kendskab til Gud.

Fristelsen til at gøre vort forhold til Gud retsligt i stedet for personligt er meget stærk. I vor tid er dette at tro sig frelst ofte reduceret til en engangsoplevelse, der ikke behøver fortsat opmærksomhed eller omsorg. Den nyomvendte er sig en fuldført handling bevidst snarere end en levende Frelser, som skal følges og tilbedes.

Den kristne er stærk eller svag alt afhængig af, hvor omhyggeligt han har bearbejdet og udviklet sit kendskab til Gud. Paulus var alt andet end talsmand for en lære, hvorefter vi ved en éngangsoplevelse bliver og automatisk forbliver kristne. Han indviede hele sit liv til dette: at lære Kristus at kende.

"Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For Hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje ... og for at jeg må kende Ham og kraften i Hans opstandelse og fællesskabet med Ham i Hans lidelser, så jeg bliver lig med Ham i Hans død ... jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus." Fil. 3,8, 10, 14.

Fremgang i kristenlivet hænger sammen med det voksende kendskab, vi får ved personlig omgang med den treenige Gud. En sådan erfaring kræver et helt liv helliget Gud og megen tid til at dyrke Ham.

Et tilfredsstillende kendskab til Gud fås kun i forhold til den tid, vi ofrer til stilhed i samfund med Ham.

Uden at man har villet det, har en alvorlig fejl indsneget sig i den evangeliske sang: "En liden stund med Jesus". De kristne, der kan tilfredsstilles med at give Gud nogle minutter eller have "en liden stund" med Ham, er ofte de samme, som ved evangeliske møder kommer til evangelisten og sukker over manglen på åndelig vækst i deres liv, og som beder ham sige dem, hvor det er, de har svigtet.

Vi kan lige så godt acceptere det: der findes ingen genvej til hellighed. Endog kriserne, som opstår i det åndelige liv, er sædvanligvis resultatet af lange perioder med dyb tænkning og overvejelser under bøn. Efterhånden, som vi fordyber os i Guds ord, og vor forundring derved stiger til strålende højder, vil der sandsynligvis indtræffe en krise af revolutionerende omfang. Men denne krise er forbundet med det, der er gået forud. Det er et pludseligt, herligt gennembrud, en bevægelse af de levende vandstrømme, hvis tryk er tiltaget, indtil vi ikke længere kan beholde dem for os selv. Men bag alt dette er den langsomme opbygning og forberedelse, som er en følge af at bie på Gud.

Tusindvis af forhindringer vil prøve at lokke os bort fra fællesskabet med Gud, men hvis vi er virkelig vise, vil vi med stor alvor jage alt dette bort og gøre plads for Kongen, tage os tid til at være sammen med Ham. Der kan være ting, som vi må forsømme, men som betyder mindre tab for vort åndelige liv, men at tilsidesætte fællesskabet med Gud er at skade os selv på en måde, som vi absolut ikke har råd til. Gud vil altid svare på vor iver efter at lære Ham at kende. Bibelen fortæller os hvordan, men det er helt igennem et spørgsmål om, hvor megen alvor og målbevidsthed vi lægger for dagen i denne hellige opgave.