E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
24 Sep 2017 23:39
Forfatter
A. W. Tozer

Tjeneste under unormale omstændigheder

af A. W. Tozer

Det er en kendsgerning, som overskygger alle andre betragtninger og som er væsentlig for alt, hvad vi foretager os, at mennesket er en falden skabning både moralsk og åndeligt. 

Siden syndefaldet har jorden været et kaotisk område, og alle lever som i en nødsituation. Intet er normalt. Alt er forkert, og alle er forkert vendt, så længe de ikke har oplevet forløsningen i Jesus Kristus og Helligåndens gennemgribende værk. 

Syndefaldets universelle katastrofe har bevirket, at vi alle har fået et fordrejet syn på vort ansvar over for vor næste. Hvad der under normale forhold ville være fuldstændig tilladelig er forkert i den nuværende situation, ligesom meget, der ikke ville have være påkrævet under normale forhold, nu er nødvendigt på grund af de unormale omstændigheder. 

Det er ud fra disse betragtninger al kristen tjeneste må vurderes. Menneskenes nød, ikke vor egen behagelighed, må vise os, hvor langt vi skal gå, og hvor meget vi skal gøre. Var syndefaldet ikke sket, ville der intet behov have været for, at Guds Søn skulle give afkald og lade sig føde i Betlehem, der ville ingen inkarnation have været, ingen torn og intet kors. Dette fremkom, da Gud i sin godhed stod over for menneskets nød. Selv om Kristus var det fuldkomne eksempel på et sundt, naturligt menneske, levede Han dog ikke et naturligt liv. Han gav afkald på mange rene glæder for at hengive sig til det hellige kald at frelse og redde. Hans liv var ikke bestemt af, hvad der var tilladt eller uskyldigt, men af menneskets nød. Han behagede ikke sig selv, men levede for den aktuelle nødsituation, og som Han var, således er også vi i denne verden (1. Johs. 4:17). 

Ind for Kristi dommersæde vil min tjeneste blive bedømt, ikke efter hvor meget jeg har gjort, men efter hvor meget jeg kunne have gjort. Gud måler ikke mine gaver efter, hvor meget jeg har givet, men efter hvor meget jeg kunne have givet og hvor meget, jeg har beholdt selv. Verdens nød og min reelle mulighed for at tjene er afgørende for vurderingen af min tjeneste. 

Mine gaver bedømmes ikke efter deres størrelse, men efter hvor meget af mig selv, der er i dem. Der er i det hele taget ingen, der har givet noget, der er antageligt for Gud, før han har givet sig selv i kærlighed og offer. 

En helt berømmes af sit land ikke alene efter, hvor mange han har reddet, men også efter, hvor stor en fare redningsaktionen udgjorde for ham selv. Den tjeneste, der kan øves uden fare, tab eller offer, bedømmes ikke højt hverken af mennesker eller Gud. 

I menighedens arbejde er den del, som en enkelt mand må gøre for at fuldføre en opgave, bestemt af, hvor meget eller hvor lidt den øvrige del af menigheden er villig til at gøre. Det er sjældent at se en menighed, hvor alle »lægger skulder« til arbejdet. Den typiske menighed består af få, der bærer præg af et trofast slid, og mange, der ikke er villige til at løfte en finger i tjenesten for Gud og næsten. 

Der kan måske være en smule besk humor i alt dette, men ét er sikkert, der vil ikke blive grund til at le, den dag da den enkelte af os skal aflægge regnskab over for Gud angående vor tjeneste i menigheden. »Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.« Rom. 14:12. Størstedelen af de kristne, tror jeg, vil være bedst tilpas med, at Herren ikke blander sig for meget i deres egne personlige anliggender. De vil gerne frelses, bevares, være lykkelige og til sidst komme i Himmelen, blot Han ikke går dem for nær med hensyn til deres liv og tjeneste. 

Men »Herre, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op, du fatter min tanke i frastand.« Salme 139:1-2. Jeg kan intet sted skjule mig for Hans øjne, der er som flammende ild, og jeg kan på ingen måde undfly Hans dom, Han, hvis fødder er som skinnende malm. At leve med dette i tanke er sand visdom. 

Guds tilstrækkelige forsyning til tjenesten
Gud er kærlighed, og Hans godhed er ubegrænset, men Han har ingen sympati for det kødelige sind. Han kommer i hu, at vi er støv, men Han nægter at tolerere kødets gerninger. Han har givet os sit ord, Han har lovet at vi aldrig skal fristes over evne, og som svar på troens bøn har Han stillet sig selv til vor disposition. Han har gjort Helligåndens ubegrænsede moralske kraft tilgængelig for os for at sætte os i stand til at gøre Hans vilje her på jorden. Der er således ingen grund til, at vi skulle handle som frygtagtige svæklinge. 

Men før der kan blive en acceptabel tjeneste, måder være et acceptabelt liv, og vi må lære at kende, hvor stor nøden er, før vi kan vide, hvor meget vi er skyldige at gøre. Mennesker er fanget i en katastrofe værre end jordskælv og oversvømmelser, og det er Herrers forløste, der må arbejde for at redde dem. 

I betragtning af disse ting må vi ikke give op. Herren elsker de troskyldige, de oprigtige, de barnlige. Han kan ikke samarbejde med dem, der blot vil diskutere, købslå, forsvare sig selv eller undskylde sig selv. Han skjuler sine dybeste hemmeligheder for de vise og stolte og åbenbarer dem for de umyndige. Det vil altid være sådan, at de fattige i ånden modtager Himmeriget, de sagtmodige arver jorden, de sørgende trøstes, og de rene af hjertet ser Gud. 

Min gamle ven Tom Haire, den bedende blikkenslager, fortalte mig, at han efter flere måneders tjeneste i De forenede Stater havde besluttet at rejse hjem for en tid. På sin brede irske dialekt udtrykte han over for mig, hvordan det stod til med ham. »Jeg kan ikke prædike mere, jeg må hjem for at tilbringe tre måneder i stilhed for Gud. Der er nogle åndelige forhold, jeg må have i orden. Jeg ønsker at træde frem for dommersædet nu, mens jeg kan gøre noget ved det.«