E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
27 Sep 2019 19:30
Dokumenttype
Undervisning

Spørgsmål:

Den forgangne søndags prædiketekst (sidste søndag i kirkeåret), som handler om kongen, der skiller fårene fra bukkene, er ved at give mig grå hår i hovedet - der dømmes efter gerninger (eller mangel på samme). De, som ikke har gjort dette eller hint, dømmes til evig straf, og de, som netop har gjort dette og hint, får lov til at tage det rige i arv, som … Der ses alene på gerningerne.

Hvordan hænger det sammen med “af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds" og at “enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes"?

Er der mon en, der kan forklare mig, hvad der er op og ned i denne sag?

Med venlig hilsen - og tak!

Svar:

Tak for et godt og vigtigt spørgsmål!

Jeg har fundet følgende forklaring i “Vejen gennem Bibelen“, som jeg synes, svarer på dit spørgsmål - men du er velkommen til at spørge igen, hvis du ønsker noget uddybet.

Fra Vejen gennem Bibelen:

Matt 25,31-46

Det er denne situation, som alle verdenshistoriens begivenheder sigter imod, og som hele Matthæusevangeliet, ja hele Bibelen peger frem imod: at Jesus skal tage sæde på sin herligheds trone, hvor han sidder inde med al magt i Himlen og på Jorden. Da vil alle folkeslagene være underlagt hans dom.

Men hvad er det, der skiller disse to grupper; hvad er det, der placerer nogle på den højre side (på ærespladsen) og nogle på den venstre side? Hvad er prøvestenen?

I lyset af hele det bibelske budskab er det helt og aldeles klart, at disse mennesker ikke bliver frelst ved lovgerninger. Enhver, der bliver frelst og får plads i Himlen i Guds fuldkomne rige, bliver det af nåde alene. Han frelser os af nåde, han bevarer os af nåde, og af nåde tager han os ud af denne verden og fører os hjem til sig i sit rige; og når vi har været der i hundrede milliarder år, så er det stadig af Guds nåde alene, vi er der.

Hvad er det så, Jesus siger om disse gerninger? Jo, det er de gerninger, der er troens frugt, og som vidner om troen på Jesus. Det er ikke gerningerne som sådan, men den tro på Jesus, som disse gerninger udspringer af, der er frelsens grund.

For at forstå denne beretning fuldt ud, skal vi huske, at Jesus fortæller om tiden lige før hans genkomst, den store trængselstid. I de dage vil det være forbundet med livsfare blot at række “Jesu mindste brødre“ (den forfulgte menighed) et bæger koldt vand. Ingen ville i de dage vove at tage sig af en af Jesu mindste brødre, hvis det ikke var fordi, han selv hørte Jesus til. Derfor vil disse gerninger af de antikristelige magthavere blive betragtet som et vidnesbyrd om, at det menneske, der gør dem, selv er en kristen; og sådan bliver det altså også foran Menneskesønnens domstol.

Men for dem, der ikke vil have med Jesus at gøre til frelse, og som derfor vender sig bort fra hans forfulgte menighed, er der kun dom. Det, ikke at ville være ét med Guds folk, når der kommer trængsler og forfølgelser for Jesu navns skyld, er et sikkert tegn på frafald. Lad mig minde om Jesu forklaring til det sædekorn, der faldt på klippegrund:

Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra (Matt 13,20-21).

Lad mig til slut minde om, at de retfærdige overhovedet ikke påberåbte sig disse gerninger. Deres eneste frelsesgrund var Jesu Kristi retfærdighed; men deres tro på Jesus satte sig sådanne spor i deres liv, i deres forhold til det nødlidende medmenneske og først og fremmest i deres forhold til Kristi forfulgte menighed, at det vidnede om deres tro både i himlen og på jorden. Andre mennesker så det, Gud så det, men selv så de det ikke; de så bare på Jesus!

Jens Olsen

Jens Olsen, Ringkøbing, prædikant i Luthersk Missionsforening.