"dagens by 15-maj-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Vordingborg
Vordingborg er en by og købstad på Sydsjælland og er hovedby i Vordingborg Kommune, der hører under Region Sjælland. Byen ligger ved Masnedsund og er via en bro forbundet til Masnedø og videre over Storstrømsbroen til Falster.
Det er usikkert, hvornår det ældste borgsted er opstået på banken, men Valdemar den Store opførte en borg på stedet i 1157. Kongen ønskede et samlingssted for sin flåde til forsvar og angreb imod venderne og havde samlet sine skibe i havnen neden for borgen, så de var klar til anvendelse. Vordingborg by opstod vist i begyndelsen af 1100-tallet, men fik først nævneværdig betydning med borgens fremkomst. Valdemar drog i krig mod venderne sammen med Biskop Absalon, og i 1169 gik den danske hær i land på Rügen og erobrede borgen Arkona. Valdemar vendte sejrrigt hjem til Vordingborg, hvor han døde på sin borg Worthing i 1182.
Den næste Valdemar i rækken, Valdemar Sejr, var ofte bosiddende på borgen og brugte den hyppigt til afholdelse af danehof. I sit dødsår 1241 stadfæstede han Jyske Lov som national gældende lov for Kongeriget Danmark. sortebrødrekloster stiftede 1253 et kloster i byen, men dets beliggenhed er uvis. Der blev afholdt adskillige rigsforsamlinger i byen: 1255, 1282, 1283 og 1284. I 1296 blev der sluttet forlig mellem Erik Menved og Hertug Valdemar af Sønderjylland, og Valdemar måtte afgive Als, Ærø og Femern til kongen. Christoffer 2. kronedes i Vordingborg i 1324 og et bryllup sattes i værk på borgen mellem hans datter Margrethe og Ludwig af Brandenburg. Kongen måtte gå i landflygtighed i 1326.
Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om
vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog
vort indre menneske dag for dag. For vore lette
trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig
vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige,
men på det usynlige; det synlige varer jo kun en
tid, det usynlige evigt."
Paulus (2 Kor 4,16-18)